Første Først

 
Gør det første først
"Gør det første først" - eller first things first - er umiddelbart en kryptisk besked.
 
Vi gør jo alle det første først!
 
Alle ejerledere jeg kender vil kunne skrive under på, at de laver det første først, men på hvilket niveau gør de det? 
 
Flere niveauer 
Der er efter min mening flere niveauer, vi kan arbejdet på. Som ejerleder kan det være de daglige arbejdsopgaver som at svare på telefonen, instruere medarbejderen, planlægge resten af dagen eller simple ting som at fakturere og besvare emails.
 
Ledelse 
Vi har dog også et andet niveau eller plan, som vi skal arbejde på, og det er ledelse af virksomheden og planlægning på længere sigt.
 
Du kender det godt.
 
Det er spørgsmål som:
”Hvorhen skal virksomheden udvikle sig det næste år” eller
"Mangler vi medarbejdere med specielle kompetencer"eller
"Generationsskifte - hvad gør jeg".
 
Det er mål, der kræver, at vi ledere går dybere.
 
"Det kan vente"
Det kræver tid og ro til at tænke kreativt skabende, og her er de fleste af os fristet til at skubbe det lidt og lade en praktisk opgave gå forud for ledelse:  "det-kan-vente-holdningen". .for det kræver jo intern tid - arbejde som vi ikke kan skrive en faktura ud af huset på!
 
Hånden på hjertet: hvor mange af os ejerledere er mest trygge ved at arbejde på dette niveau?  

På det sidste plan - ledelsesdelen - står vi alle som ejerledere sikkert meget svagt, fordi vi ikke prioriterer denne del af virksomhedens liv. Men er det ikke den vigtigste – eller den første – opgave der skal tages hånd om i virksomheden? Altid?
 
Vi skal ind imellem ”op i helikopteren” og finde retningen for virksomheden, så vi få lavet systemer og retningslinjer, som hjælper os selv i dagligdagen. Disse systemer og retningslinjer er med til at gøre vores dagligdag lettere og mindre stressende. Det gælder os alle - både ejerledere og vores medarbejdere.
 
Styr din virksomhed
Så gør det første først – brug tid på at lede din virksomhed og få retning på virksomheden så det er dig der styrer udviklingen og ikke virksomheden og rutineopgaverne, der styrer dig.
 
At spare ledelsestid væk - hævner sig på sigt
Min erfaring er dyrekøbt.
Vi har i de seneste år ”sparet” ledelsestid væk, sprunget det over - for at nå mere på kort sigt. Det har betydet, at vores medarbejdere er blevet demotiverede, og vi har fået mere sygdom blandt os.
 
Jeg har selv haft meget af selve det praktiske revisorarbejde.
Det har betydet en ond spiral i min arbejdssituation, der til sidst udmøntede sig i en sygemelding for stress.
Jeg har længe haft denne holdning: "Det vælter ind med småting".
Den har jeg besluttet mig at handle på. 
 
Så derfor arbejder jeg selv med ”Gør det første først” i netop disse dage, og forsøger at få balance mellem ledelse og udarbejdelse af systemer og retningslinjer og de arbejdsopgaver, som jeg vælger at udføre. I den sammenhæng er den lange mørke januar en meget velegnet måned til at kigge dybere i, finde langtidsmålet og sætte en plan, og gøre det første først!
 
Her er nogle af mine initiativer indtil nu: 
 
1) Mere tid afsat til ledermøder med partner. Det blev iværksat i december.
 
2) 4-timers-ro-dage: ingen mail, tlf.besvarelse eller praktiske opgaver så jeg kan få ro til revisorarbejdet, uden at der kommer 3 nye mails tikkende imens
 
3) En halv hjemmedag til ledertid: Hvor skal vi hen, og hvad skal rettes op på samt fokus på medarbejdervelfærd, bedre systemer samt nye standarder for kundemodtagelse. Det skal jeg have styr på i dette år.
 
 
Vil du udfordres?
Så er mit spørgmål til dig:
 
1)Får du gjort det første først? og mit næste spørgsmål er:
 
 
2)når du engang forlader arbejdsmarkedet, vil du så tænke på dig som operativ (med) arbejder, eller dig som ejerlederen, der havde fingeren på pulsen og tog sig tid til at udvikle virksomheden? 
 
3) Spørg dine medarbejdere hvad der trænger mest til at blive kigget på i jeres virksomhed - eller spørg dine kunder!
 
NB! jeg håber, at jeg kan ridse lidt i overfladen hos dig med mine refleksioner. 
 
Rigtig god fornøjelse med dit lederskab!
-Allan Søberg 
74623440
 
PS du kan læse mere om de 7 gode vaner i bogen af samme navn af Stephen Covey. Den kan bl.a. fås her.
Intension | Næstmark 25, 6200 Aabenraa  | Tlf.: 74 62 34 40