Sådan får du tilskud til rengøring og renovering!
24. maj 2011
I disse dage bliver et lovforslag behandlet i Folketinget. Hvis forslaget vedtages, vil man kunne få skattefradrag for udgifter til arbejdsløn til hjælp og istandsættelse i hjemmet.
Disse betingelser skal være opfyldt:
- Du skal være fyldt 18 år ved årets udløb
- Arbejdet vedrører en helårsbolig, hvor du har fast bopæl
- Arbejdet udføres af en virksomhed, der er momsregistreret i Danmark, eller af en person, der ved årets udløb er fyldt 18 år og er fuldt skattepligtig til Danmark
- Du skal indberette det fradragsberettigede beløb til SKAT
- Arbejdet er udført og betalt i perioden fra og med den 1. juni 2011 til og med den 31. december 2013
Fradraget kan højst udgøre kr. 15.000 om året pr. person. Et ægtepar - eller to samboende - kan derfor fratrække kr. 30.000 om året. Fradraget betyder, at du får ca. 1/3 af udgiften tilbage i skat.
Det er kun arbejdsløn, der kan fradrages. De arbejdsydelser, der er omfattet af ordningen, kan du se af denne liste.
Hvis du i forvejen får tilskud til udgiften fra det offentlige, kan du ikke få fradrag.
Hvis du har spørgsmål til reglerne, så kontakt os.



